Vejlefjordbroen under opførelse i februar 1979

Månedens billede, februar 2022

Fotograf: Foto Jacob - Vejle/Horsens. Foto: Vejle Stadsarkiv. Billednummer til arkiv.dk: B58016

Streng vinterkulde stoppede ikke bygningsarbejdet på Vejlefjordbroen i februar 1979. Byggeriet blev påbegyndt i 1975, efter stærkt pres fra borgere og politikere i Vejle, pga. den tætte trafik i den indre by.

I begyndelsen var der dog også en vis modstand, da man frygtede, at broen ville skæmme Vejle Fjords smukke natur. Arkitekterne valgte derfor at bygge broen i en meget neutral stil, således broen faldt naturligt ind i de skovklædte omgivelser.

Vejlefjordbroen stod færdigbygget i 1980. I juni blev der åbnet for trafik, og broen blev officielt indviet den 1. juli 1980 af Dronning Margrethe. Prisen for opførelsen beløb sig på 350 mio. kr., men pengene var godt givet ud. Med Vejle som et geografisk knudepunkt i Danmark skulle Vejlefjordbroen nemlig hurtigt blive landets mest trafikerede motorvejsbro.

Før Corona-pandemien ramte Danmark i foråret 2020 blev det anslået, at mere end 95.000 biler dagligt krydsede broen.

Du kan se fotografier fra Vejlefjordbroens historie ved at klikke på de nedenstående links:
Billeder fra broens indvielse den 1. juli 1980
Billeder af broens opførelse 1975-1980

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere