Helikopter var med til at indvie ny jollehavn ved Tirsbæk

Månedens billede, maj 2023

Sejlklubben Neptuns nye jollehavn til Ungdomsafdelingen blev indviet med dåb, taler og fest. Her ses medlemmer og gæster foran Restaurant Tirsbæk. Fotograf: Allan Simonsen. Foto Vejle Stadsarkiv.

Glæden var stor, da sejlklubben Neptuns ungdomsafdeling den 26. maj 1984 indviede sin nye jollehavn ved Tirsbæk Strand.  Der var heller ikke mangel på opfindsomhed ved indvielsen, hvor en helikopter fra luften øste dåbsvand ud over en europajolle, som Sparekassen Sydjylland havde skænket.

I Vejle Amts Folkeblads reportage fra indvielsen lød overskriften ”Jollehavn indviet efter alle kunstens og naturens regler”. Det begyndte nemlig at regne, mens indvielsen fandt sted, og sejleren Jesper Madsen fik således god hjælp af regnen, da han skulle døbe en anden gave til jollehavnen: en optimistjolle skænket af Privatbanken.

Kulturudvalgsformand Peter Sikær Kristensen (S) var åbenlyst glad for, at projektet var lykkedes i samarbejde med Neptun. Han var også godt tilfreds med, at byrådet efter en lang og hård debat havde skrottet planer om at etablere en marina ved Tirsbæk. Neptuns formand, Lau Aabling, og ungdomsafdelingens formand, Karl-Erik Behrens Larsen, sagde begge tak til Vejle Kommune for den længe ventede jollehavn til ungdomsafdelingen.

Og så var der ellers dømt fest med grillmad og forskellig opvisning. Vejle Brandvæsen demonstrerede ildslukning af en bil, og mange af de yngste gæster morede sig i det bjerg af skum, der blev sprøjtet ud. Der deltog flere hundrede mennesker i indvielsen.

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere