De Hvide Busser på vej mod Tyskland i april 1945

Månedens billede, april 2020

De Hvide Busser på vej mod Tyskland i april 1945. Fotograf: Ukendt. Foto: Vejle Stadsarkiv.

I april 1945 kørte 17 hvide busser fra Vejle mod koncentrationslejrene i Tyskland for at hente danskere og nordmænd hjem fra de tyske koncentrationslejre, blandt andet de deporterede danske politifolk.

Grev Folke Bernadotte var vicepræsident i Svensk Røde Kors. Han havde indgået en aftale med SS-Rigsfører Heinrich Himmler om, at danske og norske kz-fanger i Tyskland kunne samles i Neuengamme kz-lejren ved Hamborg og være under beskyttelse af Svensk Røde Kors. Fra Neuengamme skulle de transporteres til det neutrale Sverige.

I april 1945 førte en ny udrustet flåde af hvidmalede danske køretøjer de sidste 4000 nordiske fanger fra Neuengamme. Mange kontrakter på busser og personale var udløbet. Derfor rekvirererede den store Bernadotte-aktion flere danske busser og chauffører.

Statens Civile Luftværn udsendte en meddelelse på, at det størst mulige antal køreklare rutebiler skulle stille i Padborg ved middag den 19. april 1945. Meddelelsen var gået ud på det uafhængige telefonnet til en række jyske luftmeldestationer, blandt andet i Vejle.

I Vejle lykkedes det at finde 17 private busser til den store kørsel af nordiske kz-fanger.
Med hvid maling samt et rødt og hvidt Dannebrog malet på siderne og på taget blev Svends Rutebiler omdannet til en af De Hvide Busser. Rutebilerne kørte normalt mellem Vejle og Vejlefjord Sanatoriet.

De Hvide Busser havde sække med brændsel, som var bussernes energikilde, på taget. Flere af busserne havde generatorer spændt på bagenden, der blev benyttet pga. benzinmanglen under Besættelsen.

På taget var der også ekstra dæk. Efter mange års rationeringer på gummi var der kun dårlige dæk tilbage til den lange køretur efter de danske og norske fanger. Vulkanisør Hans Christian Rohde (1910-1999) havde en vulkaniseringsforretning ved Gammelhavn. H. C. Rohde var med De Hvide Busser til Tyskland og tilbage, hvor han under den lange køretur sørgede for vedligehold af de meget dårlige dæk på busserne.

Kort før bussernes afgang til Tyskland stod de hvide busser ved Vejle Rutebilstation på Borgvold, hvor der var et stort opløb af mennesker. Den sidste pakning af mad til turen og et farvel til de chauffører, der kørte busserne. Busserne forlod Vejle ad Sønderbrogade og Koldingvej, som det ses på billedet.

Se flere billeder af De Hvide Busser i Vejle, her

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere