Hvid januar

Tirsdag 23. januar 2024

I dag holder mange ’hvid januar’, hvor man ikke drikker alkohol i årets første måned. Om vi snart ser afholdsdemonstrationer igen, som denne på Jernbanepladsen i Vejle i 1891, er nok mere tvivlsomt. Fotograf: L. Busk. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Alkohol? Nej tak

Måske har du hørt om ’hvid januar’? Her er det ikke den seneste tids store snemængder, der hentydes til, men derimod et nyt fænomen, hvor man helt undgår alkohol i januar måned. Det er blevet ret udbredt i Danmark, og en undersøgelse fra Voxmeter har fornyeligt vist, at 10 % af alle voksne danskere holder en pause fra alkohol i årets første måned.

Om vi ser begyndelsen på en ny afholdsbevægelse, vil tiden vise. I hvert fald er det ikke første gang, at der har været interesse for at praktisere afholdenhed i Danmark. Afholdsbevægelsen, som er en samlebetegnelse for en række organisationer og ordener, havde nemlig sin storhedstid i Danmark fra 1880-1917, hvor druk virkeligt var et samfundsproblem.

Den største af disse afholdsorganisationer var Danmarks Afholdsforening, som faktisk blev grundlagt i Vejle i 1879. Det var imidlertid ikke den første afholdsorganisation, men der er ikke mange, som kender til forløberne for afholdsbevægelsen. Det har arkivar Tore Teglbjærg forsøgt at rette lidt op på i en ny artikel på vejlewiki.dk, hvor han fortæller om, hvordan idéer om mådehold eller fuldstændig afhold fra alkohol slog rod og blev organiseret allerede i 1840’erne.

Du kan læse artiklen lige her.

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere