Historisk coronalukning af Danmark skal dokumenteres. Vejle Stadsarkiv er naturligvis med.

Tirsdag 31. marts 2020

Rigsarkivet og landets øvrige arkiver, herunder Vejle Stadsarkiv, Det Kgl. Bibliotek og Nationalmuseet går sammen i en fælles indsats for at sikre en bred indsamling af dokumentation for coronavirus-pandemiens indtog i det danske samfund. Indsamlingen skal dække både regeringens tiltag for at begrænse smitten og virkningerne på det danske samfund, virksomhederne og den enkelte borger. Materialet skal bevares som vidnesbyrd og for at sikre fremtidige generationers adgang til vigtige informationer om perioden.

I både Rigsarkivet, stads- og lokalarkiverne, på Det Kgl. Bibliotek og Nationalmuseet er man klar over, at danskerne lige nu står i et særligt og vigtigt kapitel i Danmarks historie. Det skal bevares for fremtiden. Derfor går bevaringsinstitutionerne sammen for at sikre en bred dokumentations- og bevaringsindsats. Samtidig ønsker bevaringsinstitutionerne at nå bredt ud til danskerne, virksomhederne og foreningerne med budskabet om, at de kan være med til at sikre kildegrundlaget til historien.

Vejle Stadsarkiv har allerede i samarbejde med Vejle Museerne iværksat en onlineindsamling som du kan bidrage til ved at følge linket her

Alle historier er interessante, uanset om de store eller små, når vi skal forsøge at dække vejlensernes fælles erindring.

Hvilke bekymringer har unge som gamle i forbindelse med virusudbruddet? Hvordan forsøger vi at opretholde normal hverdag for vores børn, og hvordan oplever vi selv det, der foregår ude i den store verden? Og hvad sker der med fælleskabet? Vil eftertiden stå tilbage med et billede af danskere hamstrende gær og toiletpapir? Eller vil danskerne anno 2020 fremstå som et folkefærd præget af samfundssind og trang til at hjælpe og bidrage?

Udfaldet er afhængigt af, hvilke kilder vi formår at indsamle til at give et dækkende billede af Danmark og danskerne under coronakrisen 2020. Og meningen er ikke, at vi udelukkende skal give fremtiden mulighed for at tegne et glansbillede af håndteringen af krisen, men et realistisk billede.

Når hverdagen vender tilbage, vil Vejle Stadsarkiv aktivt gå ud og bede jer om jeres fortællinger og dokumentation af coronakrisen i 2020. Indtil da så overvej, hvad det er for en fortælling, du vil være med til at give til eftertiden.

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere