Foredrag - ”Glimt fra besættelsen i Vejle” den 15. januar 2020

Torsdag 23. januar 2020

Foreningerne Byhistorisk Selskab Vejle (BHS) og Historisk Samfund for Sydøstjylland havde i samarbejde inviteret sine medlemmer til foredrag på Vejle Stadsarkiv. Onsdag den 15. januar 2020 var et interesseret publikum mødt talstærkt op for at høre om besættelsen i Vejle ved Anders Nedergaard Bæk Pedersen.

Under overskriften ”Glimt fra besættelsen i Vejle” tog foredraget udgangspunkt i den udvikling Vejle var igennem under besættelsen fra 9. april 1940 og frem til befrielsen, og lidt af efterspillet. Det var en bred fortælling, der kom omkring rationeringer, samarbejdspolitik, frivillige vejlensere i Frikorps Danmark, modstandsbevægelsen, Schalburgtagen i gågaden og vejlensere i KZ-lejre.

Foredraget nuancerede besættelsestiden i Vejle. Et godt eksempel på at folk kunne indgå på begge sider af historien var fortællingen om den lokale likvideringsgruppe, der blev ledet af betjent Svend Middelboe Jensen. Gruppen havde i løbet af de sidste dage af besættelsen travlt med at skyde stikkere og værnemagere i lokalområdet. En anden nuance som foredraget kom ind på, var at modstandsbevægelsens samarbejde i Vejle ikke var så gnidningsfrit, som det ellers har været fremhævet og fortalt.

Aftenens foredragsholder var historiker og cand. mag. Anders Nedergaard Bæk Pedersen, der var en veloplagt og vidende foredragsholder. Han guidede publikum gennem historierne med gode strukturerede fortællinger, så alle var med, hvad enten de kendte historien i forvejen eller hørte den for første gang. Anders havde styr på sit materiale og svarede efterfølgende spørgsmål. Trods emnets alvor og fortællinger var der en god stemning blandt de fremmødte medlemmer.

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere