|
Stadsarkivet runder 1 mio. scannede dokumenter
Vejle Stadsarkiv har det forløbne år gennemført et stort scanningsprojekt internt i Vejle Kommune, og mandag den 1. marts nåede projektet med digitaliseringen af Vejle Kommunes personalemapper en milepæl, da mappe nr. 10.000 blev skannet. Det var personalemappen på en social- og sundhedsassistent ved Seniorservice, Område Syd, der markerede skanningsjubilæet.
Digitaliseringsprojektet omfatter en rensning af sagerne, hvor clips, hæfteklammer, tape og plast fjernes, samt udskillelse af mapper, som hhv. skal kasseres og bevares. Derefter følger selve skanningen og journalisering til det kommunale ESDH-system SBSYS. Vejle Stadsarkiv har for at effektivisere processen, udviklet en automatisk journalisering af filerne fra de digitaliserede personalemapper. Stadsarkivet startede projektet i den centrale personaleadministration i Skolegade og har siden bredt det ud til de decentrale institutioner.
Mellem 400.000 og 500.000 sider er nu skannet og journaliseret til SBSYS og derved direkte tilgængelige for de relevante ledere og personaleadministratorer i Vejle Kommune. Dertil kommer 50.000 digitaliserede sider fra diverse forhandlingsprotokoller. Endelig har den centrale skanningsfunktion i kommunens administrationsbygning i løbet af 2009 skannet over 600.000 dokumenter til den daglige sagsbehandling. Stadsarkivet har således det forløbne år digitaliseret over 1 mio. dokumenter.

Et bjerg af flyttekasser med personalesager inden skanningen i Stadsarkivet.
I avisen for 100 år siden
At kigge i gamle aviser er en spændende beskæftigelse. Man undres, fniser måske lidt og får et indtryk af livet i købstaden Vejle, som det var engang.
Vi har kigget i Vejle Amts Avis, lørdag den 5. marts 1910, og når vi blader ind på side 2, kommer Vejle-stoffet. Fx fortælles om fund af mammutknogler:
”Et Laarben i en Mergelgrav ved Jelling, et Hofteben i en Mergelgrav ved S. Omme og en halv Stødtand ude i Kollemorten”. Jo, Vejle-egnen var skam også med i de store fund!
En typisk rubrik var oversigten over indkomne bidrag til børnebespisningen i Sct. Pouls Kirke. Alle bidragydere – store som små – blev nævnt. Og et tyveri havde der været på havnen, hvor der ved et indbrud i et skib var stjålet nogle kobberkedler.

Hos J. Jensen Bangs Skotøjsfabrik i Torvegade kunne man købe herre- og damestøvler til udsalgspris.
Koncertsalen i Orla Lehmannsgade (det, der senere blev til Moulin Rouge) havde fået nyt program: ”De sjældent gode gymnastiske Numre og for en stor Del ogsaa de øvrige Numre paa Koncertsalens nye Program har slaaet udmærket an hos det populære Etablissements Publikum.”

På biblioteket havde man hjemtaget nogle af de værker, som var baggrund for Lorenzens forelæsninger i Folkeuniversitetsforeningen. Vejle Amts Avis, 5. marts 1910.
På Vejle Stadsarkiv kan man blade i Vejle Amts Avis 1829-1961 og Vejle Social-Demokrat 1898-1971. Desuden har Stadsarkivet de første ca. 25 årgange af Vejle Amts Folkeblad.
|