Bliv klogere på vejlensernes jul og meget andet på historiskatlas.dk

Juletiden er atter over os. Store og små pynter, hygger, køber gaver og bærer julemaden i hus. Mon ikke de fleste i dag køber deres juleand eller julegås slagtet og plukket fra supermarkedets eller slagterens køledisk? Skal det være virkeligt autentisk, er den måske hentet hos en økologisk opdrætter ude på landet.


Julegåsens endeligt – "Skarpretteren" og "aflivningsmaskinen"

Men for ikke så mange år siden, før køle-og frysediskenes indtog, var det ganske normalt at købe sit julefjerkræ på byens torv. På Historisk Atlas kan man læse, at sådan var det også i Vejle i 1942. Her kunne man på torvedage købe, ikke bare slagtet, men også levende fjerkræ.

Havde man ikke selv mod på at aflive de levende dyr, kunne man få hjælp af Søren Sørensen, der gik under navnet "Skarpretteren". I en årrække tilbød han nemlig mod en klingende mønt at kappe hovedet af torvekundernes levende fjerkræ i sin "aflivningsmaskine" - en slags fjerkræsguillotinen.

Du finder Søren Sørensen under - Kirketorvet i Vejle.
Fra Historisk Atlas.  

HistoriskAtlas.dk fortæller vi og kommunens øvrige lokalhistoriske arkiver ikke kun om "Skarpretteren" og hans fjerkræsguillotine, men også mange andre spændende historier om bl.a. Vejle Havn, Marie Søstrene i Vejle, Grejsdalens Hammerværk og Vejle Banegård.

I alt findes der næsten 600 lokalhistoriske fortællinger om stort og småt fra Vejle Kommune, som kan udforskes på Historisk Atlas’ hjemmeside og app i julens ledige stunder.

Bag kulisserne – en dag på magasinet

Vi befinder os på vores fjernmagasin og arkivar Mikkel Hansen Stage er i færd med at stille æsker med glasplader af bl.a. de lokale fotografer H. P. Jensen og Adda Bruus på reoler.
 


Bevaringsmæssigt har glaspladerne de bedste betingelser på magasinet, hvor den rette temperatur og fugtighed gør, at de kan holde længst muligt for eftertiden. På den måde sikrer vi, at der også langt ud i fremtiden, kan fortælles historier fra Vejle ud fra samlingen af glasplader.

Bag kulissen blev det den dag til opstilling af over 200 æsker, som altså nu har fundet vej til deres fremtidige magasinplacering.

Vi bringer flere flyttenyheder i vores kommende nyhedsbreve, så hold øje.

 
Fotograf: Vibeke Østergaard. Foto: Vejle Stadsarkiv.  

Oskar Jensen udstilling på Vejle Bibliotek

Nu kan du se, eller gense, vores 2014 udstilling med udvalgte sommermotiver af fotograf Oskar Jensen.
Udstillingen vises pt. på Vejle Bibliotek, Willy Sørensens Plads 1 i bibliotekets åbningstid, så kig forbi og få varmen af de mange sommermotiver.



 

Du modtager denne mail, fordi du abonnerer på nyheder fra Vejle Stadsarkiv. Ønsker du at afmelde dit abonnement, kan du gøre det på www.vejlestadsarkiv.dk/Forside/Nyheder

Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17, 7100 Vejle, tlf. 76 81 20 00, vba@vejle.dk