G. Funder A/S

I april 2014 lukker G. Funder A/S for sin sidste produktion i Vejle. Dermed er det slut med diverse rebtyper, børster, koste og pensler hos det tidligere G. Funders Rebslageri og Børstefabrik A/S, som har eksisteret i Vejle i over 100 år.

Vi har været ude for at hente arkivalier fra virksomheden, så historien om Gustav Funder og hans rebslageri, der bl.a. var specialister i at producere kraftige trosser, kan blive bevaret for den lokalhistoriske eftertid.

Afleveringen kommer til at indgå i arkivets samlinger sammen med det, vi i forvejen har om virksomheden.
Foto: Vejle Stadsarkiv.  

På fotoet ses Kokostrawl til skibe på 26 tommer lavet af rebslagere v. G. Funders Rebslageri og Børstefabrik A/S i midten af 1950’erne.

Sådan kan en forespørgsel også se ud …

Hver dag tikker der forespørgsler ind til os. De kommer typisk på mail, vi får besøg på stadsarkivets læsesal, eller bliver ringet op. For blot 10 år siden handlede størstedelen af forespørgelserne om slægtsforskning. Det er der stadig en del, som gør, men langt fra alle. F.eks. fik vi for nylig en henvendelse fra Smidstrup, hvor en gammel barnevogn (fotoet) var blevet fundet på et loft.

Barnevognen er mærket med Gotfred Nielsen, Nørregade 25, Vejle. Nu ville forespørgeren gerne vide, hvornår Gotfred Nielsen havde forretning, og om han ligefrem havde han en barnevognsfabrik?

Begge dele kunne vi svare på ved at slå op i de gamle vejvisere. Men bortset fra at kunne konstatere, at Gotfred Nielsen havde Vejle Barnevognsfabrik fra ca. 1916 til ca. 1955, ved vi ikke noget særligt hverken om ham eller om fabrikken.
 Foto: Vejle Stadsarkiv.  

Så ligger du inde med gode oplysninger, billeder eller fortællinger om Gotfred Nielsen eller Vejle Barnevognsfabrik, vil vi meget gerne høre fra dig. Hvis du kan hjælpe kan du kontakte arkivar Karin Conradsen på karco@vejle.dk.


Kommende arrangementer

Tirsdag d. 6. maj 2014 kl. 19.15 holder Vejleegnens Slægtshistoriske Forening arrangement på Vejle Stadsarkiv, Enghavevej 2. Emnet er Mormonkirkens hjemmeside Family Search v. A.M. Krog-Thomsen, der vil vise den nye hjemmeside og demonstrere dens muligheder.
Arrangementer er gratis for medlemmer af foreningen. Pris for gæster er 50 kr. Se mere på foreningens hjemmeside eller på Folkeuniversitetet.

Onsdag d. 7. maj 2014 kl. 19 afholder Byhistorisk Selskab for Vejle arrangement for selskabets medlemmer i Foredragssalen på Vejle Bibliotek. Under overskriften ”En aften om Himmelpind” fortæller formanden for Himmelpinds Venner, Kirsten Mikkelsen, spændende historier om stedet.

Tilmelding til sekretariatet v. Vejle Stadsarkiv på tlf. 76 81 20 00 el. vba@vejle.dk mellem d. 28. april og d. 2. maj 2014. Se mere på Byhistorisk Selskabs hjemmeside.

Forårets åbningstider til kalenderen

Torsdag d. 1. maj og torsdag d. 5. juni 2014 (Grundlovsdag) holder læsesalen åbent fra kl. 10-12.

Fredag d. 16. maj (St. Bededag), torsdag d. 29. maj (Kr. Himmelfartsdag) og fredag d. 30. maj holder læsesalen lukket. Det samme gælder mandag d. 9. juni 2014 (2. Pinsedag).

Bortset fra de nævnte ændringer gælder læsesalens faste åbningstider, mandag til torsdag kl. 10-16 og fredag kl. 10-12.



 

Du modtager denne mail, fordi du abonnerer på nyheder fra Vejle Stadsarkiv. Ønsker du at afmelde dit abonnement, kan du gøre det på www.vejlestadsarkiv.dk/Forside/Nyheder

Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17, 7100 Vejle, tlf. 76 81 20 00, vba@vejle.dk