Lokalhistorisk Kalender 2014 i handlen

Et nyt år er snart på vej - vi gør det lidt sjovere.

Vejle Stadsarkiv er nu klar med den populære lokalhistoriske kalender for det kommende år, så det også i 2014 er muligt at holde styr på årets dage. Hver måneds kalenderblad byder på et godt billede, en tilhørende spændende tekst og selvfølgelig de klassiske historiske aviscitater.

På forsiden af næste års kalender ses tre postbude på job i Vejles centrum i 1955. Posten skal ud, og det kan fint lade sig gøre med en cerut i hånden.

Når du kommer til juni måned, finder du historien om Vejle Amts Rekylkorps, som bl.a. var i vælten under 1. Verdenskrig. I juli handler det om Boldklubben Kammeraterne og hvervning af unge spillere i 1950'erne. Læs mere om de unge spilleres vej til sommerlejeren i Mørkholt på kalenderbladet for juli måned.

Kalenderen byder også på historier om blandt andet Ferguson-traktorer og hverdagen på et kendt vejlensisk sagførerkontor.

Lokalhistorisk Kalender 2014 kan købes på Vejle Stadsarkiv, Enghavevej 2 eller i byens boghandlere. Prisen er 125 kr.

Vi holder åbent til og med d. 23. december, så der er rig mulighed for at få fingrene i en kalender- eller måske julegave.
Foto: Vejle Stadsarkiv.  

Vejle - KV13

Tirsdag d. 19. november 2013 er det tid til at stemme. For 80 år siden i 1933 fandt vi den socialdemokratiske borgmester Frederik Poulsen for bordenden i byrådssalen på Vejle Rådhus.

Som det fremgår af Vejle Byråds Forhandlingsprotokol, blev Frederik Poulsen d. 1. april 1933 kl. 7 om aftenen valgt til borgmester uden afstemning på Vejle Byråds konstituerende møde. Klik for større visning, hvis du selv vil læse med.

Foto: Vejle Stadsarkiv. Foto: Vejle Byråds Forhandlingsprotokol.

Kløverstier på Søndermarken

Torsdag d. 21. november 2013 kl. 19 inviterer Vejle Kommune alle interesserede til at møde op i Kvartershuset på Løget, når det skal besluttes, hvor fire nye Kløverstier på Søndermarken skal gå.

En Kløversti består af fire stiruter af fire forskellige længder, som placeres i byen eller bynære omgivelser. Friluftsrådet står bag den landsdækkende Kløversti afmærkning. Et af de bærende elementer i Kløverstierne er formidling af den lokale natur og kultur, så kom og byd ind, hvis du har forslag til natur- og kulturperler, spændende historier eller andet, som man kan fortælle om eller opleve i området omkring Søndermarken.

Stierne kan f.eks. gå omkring Mølholm Ådal, den fredede Højen Ådal med det voldsomme terræn og Søndermarksskovens legepladser. Mulighederne er åbne. De fire ruter på Søndermarken skal dog udspringe fra Kvartershuet på Løget og gå på eksisterende stier.

Find mere om arrangementet, Kløverstierne og hvem du kan kontakte for yderligere information på Vejle Kommunes hjemmeside



 

Du modtager denne mail, fordi du abonnerer på nyheder fra Vejle Stadsarkiv. Ønsker du at afmelde dit abonnement, kan du gøre det på www.vejlestadsarkiv.dk/Forside/Nyheder

Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17, 7100 Vejle, tlf. 76 81 20 00, vba@vejle.dk