Julekalender - nisser på arkivet

Lidt over kl. syv om morgenen d. 17. december kan du i radioen høre P4 Trekantens syttende julekalenderafsnit, hvor bibliotekar-detektiverne Hr. Bogmose og Frk. Fnug leder efter de forsvundne nisser Slem og Uartig på Vejle Stadsarkiv.

Slem og Uartig er på flugt fra Nisseforfølgeren, der HADER nisser… spørgsmålet er, om nisserne kan findes, er de stadig på stadsarkivet, og kan julen overhovedet reddes?!

I forbindelse med optagelserne til årets julekalender var en flok dejlige julebørn fra Vejle Friskole på besøg på stadsarkivet en formiddag i slutningen af november.

Børnene var på en juleskattejagt rundt i arkivets magasiner, kølerum og samlinger, hvor de skulle bruge deres viden, fantasi og samarbejdsevner til at løse opgaver og finde Julemandens særlige arkivæske – der selvfølgelig var fyldt med julegodter.

Efter besøget har børnene lavet dagens kalenderlåge til d. 17. december. Senere på eftermiddagen d. 17. december (mellem kl. 15 og 18), sender P4 Trekanten et indslag fra Vejle Stadsarkiv, hvor arkivar Pernille Schou fortæller om arkivets samlinger og julen i Vejle i gamle dage.
Foto: Vejle Stadsarkiv.  

Fra d. 17. december 2012 kan du også se kalenderlågen og høre dagens julekalenderafsnit og indslaget om stadsarkivet her.

Juletræsfest

Nu er det (snart) jul igen. På billedet står den i høj grad på julestemning. Børnene glæder sig, sommerfuglene svirrer i maven, og det stiveste puds er fundet frem.


Det er Vejle Amts Tjenerforening, der holder juletræsfest i musiksalen i Arbejdernes Forsamlingsbygning. Man fornemmer, hvor svært det har været at få alle til at stå og tie stille til fotograferingen.

Billedet er også at finde i Lokalhistorisk Kalender 2013 for selvfølgelig december måned. Læs resten af historien om foreningen, der senere ændrede navn til Vejle Tjenerforening, i kalenderen for det kommende år.

 
Foto: Vejle Stadsarkiv.  

Lokalhistorisk Kalender 2013 kan købes på arkivet eller v. boghandleren. Prisen er 125 kr. Se flere forslag til evt. gode gaveideer her.

Vejle Stadsarkiv ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår

Vi gør opmærksom på, at arkivet holder lukket mellem jul og nytår. Sidste åbningsdag i 2012 er fredag d. 21. december. Læsesalen og arkivet har åbent igen onsdag d. 2. januar 2013.

Vi ses på arkivet i det nye år.



 

Du modtager denne mail, fordi du abonnerer på nyheder fra Vejle Stadsarkiv. Ønsker du at afmelde dit abonnement, kan du gøre det på www.vejlestadsarkiv.dk/Forside/Nyheder

Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17, 7100 Vejle, tlf. 76 81 20 00, vba@vejle.dk