Giv det videre 2017

Hvis du har lyst til at dele din historie med os, så læs med her. Vi har mange gode erindringer fra vejlensere, men vi vil gerne have mange flere. De personlige erindringer, vi har modtaget gennem årerne, hører til noget af guldet i stadsarkivets samling.


 
Derfor sætter vi i 2017, sammen med en række andre arkiver landet over, fokus på indsamling af danskernes personlige danmarkshistorier med kampagnen Giv det videre.

www.givdetvidere2017.dk kan du skrive og dele din egen historie. Du kan selvfølgelig også aflevere din erindring direkte til os ved at besøge arkivets læsesal, eller ved at sende den på stadsarkivet@vejle.dk.
Foto: Giv det videre 2017.  

Hvis du brug for hjælp til at komme godt i gang med at skrive og aflevere dine erindringer, kan du kontakte arkivar Pernille Schou på pscho@vejle.dk eller tlf. 76 81 20 00.

Månedens billede

I juni møder vi en ny bus, som er på vej til Vejle. I juni 1946 kørte P. Serup Olsen et såkaldt AEC buschassis fra Herning til Vejle. Der var tale om en meget skrabet udgave af en bus, hvilket uden tvivl har været et specielt syn, for de folk han mødte på sin vej.

  Serup Olsen var autoforhandler og medindehaver af Vejle Auto-Værksted, så der var en god forklaring på, at han transporterede karosseriet fra Herning til Vejle.

I 1929 købte han Borgvold 6, hvor han i kompagni med Herman Nielsen, drev vognmandsforretning. Blot tre år senere åbnede de Vejle Auto-Værksted samme sted. 
 Fotograf: Ukendt. Foto: Vejle Stadsarkiv.  

Efter besættelsen kom der for alvor vind i sejlene for forretningen, som bl.a. begyndte at importere Ferguson traktorer.
Serup Olsen blev eneindehaver i 1947, og foretagenet skiftede da navn til Vejle Autohandel. Inden sin død i 1957 nåede Serup Olsen også at åbne en forretning i Brande.

Serviceoplysning: Ny mailadresse til Vejle Stadsarkiv

Vi skifter mailadressen på vores hovedpostkasse. Den nye adresse er stadsarkivet@vejle.dk. Hvis I af gammel vane skulle komme til at skrive til vba@vejle.dk, skal det nok gå. Post til den adresse vil for en tid fortsat gå til os, men noter meget gerne den nye, da den er fremtiden.
Den nu tidligere adresse fremgår stadig flere steder på vores hjemmeside m.v. Det vil selvfølgelig blive rettet med tiden.



 

Du modtager denne mail, fordi du abonnerer på nyheder fra Vejle Stadsarkiv. Ønsker du at afmelde dit abonnement, kan du gøre det på www.vejlestadsarkiv.dk/Forside/Nyheder

Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17, 7100 Vejle, tlf. 76 81 20 00, vba@vejle.dk