Lørdagsåbent

lørdag d. 7. maj 2016 er der igen lørdagsåbent på arkivet. Du kan blandt andet komme forbi og se en samling af uregistrerede kort omhandlende planer over Vejle-Vandel-Grindsted banen. Den komplette samling af håndtegnede planer over banen fra 1898 til 1914 er en del af en større aflevering, som vi modtog fra en lokal landmålervirksomhed sidste år.

  Hvis du er jernbaneinteresseret, trænger til at komme lidt væk fra havearbejdet eller konfirmationsfejringerne er åbningstiden på lørdag kl. 10-14.

Vi ses til lørdagsåbent på arkivet, hvor læsesalen og vores aktuelle udstilling selvfølgelig også kan besøges.
 Foto: Vejle Stadsarkiv.  

Månedens billede

I maj er vi tilbage i 1931, hvor Vejle d. 14. maj fik et unikt besøg af luftskibet Graf Zeppelin. Billedet er taget fra Sdr. Villavej, hvor fotografen - som mange andre vejlensere - var søgt op på bakkerne for at se luftskibet.

  Besøget var en markant nyhed. I Vejle Amts Avis kunne man dagen efter læse: ”Graf Zeppelin” over Vejle. Hele Byen var paa Benene. Et betagende Syn, da den solglitrende Luftkæmpe gled frem mellem de grønne Bakker.

Og Vejle Social-Demokrat skrev: Da ”Der Graf” lagde sin Luftbane ind over Vejle. En spændende og uforglemmelig Oplevelse for de Tusinder af Vejlensere, der fik den sølvglinsende Gigant at se.
 
 Fotograf: Ukendt. Foto: Vejle Stadsarkiv.  

Som luftskib blev Graf Zeppelin et af tidens mest succesfulde. Den sølvglinsende gigant nåede således i løbet af sin aktive karriere blandt andet en polarekspedition og at flyve verden rundt. Graf Zeppelin sluttede af med at flyve regelmæssigt mellem Tyskland og Brasilien.

I 1937 fik luftskibseventyret dog en brat afslutning. Faktisk omtalte Vejle Social-Demokrat allerede risikoen i 1931 i forbindelse med overflyvningen over blandt andet Vejle. Graf Zeppelin og dets søsterskib Hindenburg var fyldt med brint, og da Hindenburg eksploderede i maj 1937 stoppede også flyvningen med Graf Zeppelin.

Hvis du vil se flere billeder af besøget af Graf Zeppelin i Vejle d. 14. maj 1931 finder du dem på arkiv.dk.

Serviceoplysning

Vi gør opmærksom på, at arkivet holder lukket på torsdag d. 5. maj 2016 (Kr. Himmelfartsdag), og dagen efter fredag d. 6. maj. Til gengæld kan du besøge os på lørdag, hvor vi har lørdagsåbent.



 

Du modtager denne mail, fordi du abonnerer på nyheder fra Vejle Stadsarkiv. Ønsker du at afmelde dit abonnement, kan du gøre det på www.vejlestadsarkiv.dk/Forside/Nyheder

Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17, 7100 Vejle, tlf. 76 81 20 00, vba@vejle.dk