Hjemmesider
 
Tidligere førte foreninger og klubber protokoller med referater af deres bestyrelsesmøder og lavede klubblade eller scrapbøger, som fortalte om deres aktiviteter. I dag lægger foreningerne i stigende grad referater op på deres hjemmesider, og bruger hjemmesiderne til at fortælle om deres aktiviteter.

Protokoller og papirer kan ligge hen i mange år, inden de evt. overdrages til arkivet, men med hjemmesider er det en anden sag. Hjemmesider ændres hurtigt, opdateres, slettes helt og erstattes af noget nyt.

Dermed risikerer vi, at en vigtig del af kommunens kultur- og foreningshistorie går tabt. Derfor har Vejle Stadsarkiv valgt at tage nye midler i brug for i fremtiden at dokumentere foreningerne i Vejle Kommune.
Vejle Stadsarkiv har i slutningen af 2010 indgået en aftale med i alt 16 af de mange forskellige foreninger inden for kommunen, der giver os lov til at webarkivere foreningernes hjemmesider.

De 16 foreninger er: Vejle Taekwondo Klub, Brejning Bådklub, Jelling Gymnastikforening, BK Enghaven, Vejle Akvarieforening, Vejle Sportsfiskerforening, Firehøje IF, Vejle Gymnastik-Forening, Vejle Golf Club, Vejle Idrætsforening, Andkær Fritidsforening, Vejle Kajakklub, Vejle Svømmeklub Triton, Triangle Razorbacks, Hover IF og Jelling FS.

De 16 foreninger er udvalgt ud fra følgende:
•    hjemmesiden er levende
•    hjemmesiden giver et billede af foreningens aktiviteter, og
•    hjemmesiden fortæller noget om foreningens historie.

Webarkivering af en foreningshjemmeside sker med udgangspunkt i en aftale mellem foreningen og Stadsarkivet. Ophavsretten til hjemmesiden ligger nemlig hos skaberen af hjemmesiden – altså foreningen. Med aftalen giver foreningen Stadsarkivet lov til at hente de forskellige oplysninger, som ligger på hjemmesiden minimum 1 gang årligt.

Når dataene hentes, er Stadsarkivet også opmærksom på reglerne i Persondataloven omkring indhentning af personlige oplysninger. Ofte ligger der oplysninger om medlemmerne på foreningens hjemmeside, og hvis medlemmer ønsker, at de bliver slettet fra det arkiverede, har de ret til det med udgangspunkt i reglerne i Persondataloven.

Mere om høstning af hjemmesider:  

Hør interview P4 trekanten om arkivering af hjemmesider

Internet archive

Netarkivet



Søg i samlingerne


Spørg arkivet

Send mail