Film


Poul Eibye i færd med optagelser til en Vejle-
film, 1937. Foto: Vejle Stadsarkiv.
 

 

Hvilke film kan man finde på stadsarkivet?

Filmsamlingen omfatter flere tusinde film i alle mulige udgaver. Der er gamle smalfilm, VHS-bånd, Beta-cam, dvd etc. I 2009 blev en væsentlig del af spolefilmene digitaliseret, og i dag har stadsarkivet et digitaliseringsværksted for film på VHS, Beta-cam og U-matic. På denne måde vokser samlingen af digitaliserede film hele tiden.

Den ældste film i samlingen er et klip fra 1911, hvor Kong Frederik VIII besøgte Vejle. Klippet er en del af en større samling gamle film, der strækker sig fra 1911 til ca. 1927. Fotografen på disse film var Griffenfeldt-Jacobsen, der tog rundt i Vejle og filmede de større begivenheder. Udover kongebesøg finder man også klip fra 600 års byjubilæum i 1927, sportsdag i 1924 og sønderjyske krigsfangers ankomst til Vejle i 1919.

Andre store filmsamlinger af nyere dato er nyhedsudsendelser fra TV-Trekanten og filmoptagelser fra Mediasyd.

Udover disse gamle og nyere Vejle-film består samlingen af en række private optagelser, der viser hverdagsliv gennem tiderne. Enkelte virksomheder har lavet film om deres produktion. Det gælder f.eks. støberivirksomheden C.M. Hess. Også nogle af byens kendte institutioner er der film fra.




Søg i samlingerne


Spørg arkivet

Send mail