Sådan søger du i arkivets samlinger – en lille guide
Der gemmer sig mange spændende ting på Vejle Stadsarkiv, og med søgeindgangen til vores samlinger her på hjemmesiden har alle adgang til vores registrerede materiale.
Denne del af vores hjemmeside bliver opdateret hver dag, så alle nye registreringer og tilføjelser til gamle registreringer bliver løbende tilføjet. Du vil derfor jævnligt kunne finde nye oplysninger, når du søger i vores materiale.
Denne lille guide bruger Vejle Boldklub som eksempel, men fremgangsmåden vil være den samme for et hvilket som helst emne.
Du kan søge ved at skrive et søgeord "Søg i samlingerne" øverst til høre på denne side. Du kan også lave en
såkaldt avanceret søgning ved at klikke her. Læs mere om mulighederne i avanceret søgning herunder.
Avanceret søgning
Her kan du vælge blandt fem søgekategorier:
- Billeder
- Arkivalier
- Aviser, udklip og artikler
- Lyd og film
- Kort, tegninger og plakater
Søgning i - Billeder
Skriver du Vejle Boldklub i feltet ”søgeord” får du over 300 hits. Du kan klikke dig ind på hvert enkelt hit og få flere oplysninger og se billedet i en større udgave. Du kan ikke se billeder ved alle registreringer. Årsagen er, at alle vores billeder endnu ikke er digitaliseret.
Søgning i - Arkivalier
Skriver du Vejle Boldklub i feltet ”søgeord”, kommer du frem til Vejle Boldklubs arkiv. Det er et stort arkiv med mange løbenumre, og langt det meste kan man få lov at kigge i på læsesalen.
Søgning i - Aviser, udklip og artikler
Skriver du Vejle Boldklub i feltet ”søgeord”, får du igen mange hits. Der er både artikelsamlinger om enkeltpersoner med tilknytning til Vejle Boldklub og om Vejle Boldklub som forening. I denne kategori gemmer arkivets emne-samling sig. En emnesamling er typisk tryksager (programmer o.l.), noter, små jubilæumshæfter o.l.
Søgning i - Lyd og film
Skriver du Vejle Boldklub i feltet ”søgeord” finder du en lydoptagelse fra 1977, hvor Ulrik le Fevre fortæller om at vende tilbage til Vejle efter otte år i udlandet. Ligeledes dukker to film op med kampe fra 1970’erne.
Søgning i - Kort, tegninger og plakater
I denne kategori er der ingen hits. Det skyldes, at vi ikke har kort, tegninger og plakater vedr. Vejle Boldklub.
Kombinerede samlinger og tidsbegrænsede søgninger
Det er naturligvis mulighed for at begrænse en søgning periodemæssigt ved at angive årstal i ”periodefelterne”, og det er også muligt at søge i flere kategorier på én gang.
Søgning i - Bibliotek
Når man arbejder med så stort et emne som Vejle Boldklub, kan det altid betale sig også at lave en søgning i vores
bibliotek. Her findes f.eks. alle Vejle Boldklubs årsskrifter fra 1954 og fremefter og også 50 års jubilæumsskriftet fra 1941.
Hvad kan man så ikke finde på hjemmesiden?
Vejle Stadsarkiv har Vejle Amts Avis og Vejle Social-Demokrat i trykte udgaver og Vejle Amts Folkeblad på mikrofilm. Her vil Vejle Boldklub være omtalt i stort omfang, og da aviserne er let tilgængelige på læsesalen, er det nemt at få dem at kigge i.